Spring til indhold

Indvielse af Banegårdspladsen

-

15. september 2025

Indvielse af Banegårdspladsen

Fredag d. 12. september blev Peder Nielsens Plads officielt indviet og taget i brug som Brønderslevs nye hjerterum. Pladsen summede af liv, da børnene legede på legepladsen, springvandet sprang for første gang, og borgere i alle aldre fandt vej til de nye opholdsrum. Indvielsen markerede afslutningen på et vigtigt byudviklingsprojekt og begyndelsen på et nyt kapitel for bylivet i Brønderslev.

Hos Signatura Architects er vi stolte af at have været med til at realisere visionen for projektet, der forener arkitektur, byliv og fællesskab i ét samlet greb. Projektet består af to punkthuse, der forbindes af en lavere vinkelbebyggelse. Sammen indrammer de pladsens centrale opholdsrum og skaber en arkitektonisk helhed, hvor boliger, erhverv og fællesfaciliteter spiller tæt sammen. Målet har været at skabe et rammer for et levende og inkluderende byrum, som både understøtter hverdagsliv, samvær og aktiviteter.

Peder Nielsens Plads er udformet som et sted, hvor der er plads til både det nære og det fælles. Her kan børn lege, unge og ældre mødes, og større arrangementer og byfester finde sted. Pladsens struktur og grønne elementer gør den til at naturligt samlingspunkt, der binder området ind i byens øvrige struktur.

Med indvielsen har Brønderslev fået et nyt centrum for fællesskab og byliv. Et sted, hvor historien møder fremtiden i nye arkitektoniske rammer.