Spring til indhold

Minister indvier idrætslokaler i Brønderslev

-

10. marts 2022

Kulturminister indvier nye undervisningslokaler på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev

Tirsdag d. 8. marts blev opførelsen af et helt nyt motions- og aktivitetshus på Nordjyllands Idrætshøjskole markeret ved en indvielse, og det var ikke kun Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard, der var blandt de fremmødte. Også kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen havde taget vejen fra Christiansborg. 

Det er ikke kun den fysiske form, der skal være i top i forbindelse med et idrætshøjskoleophold på Nordjyllands Idrætshøjskole – det er også de fysiske rammer på stedet. Og en opgradering af de fysiske rammer er netop hele idéen med nye undervisningslokaler til fitness på den gamle folkehøjskole beliggende centralt i Brønderslev i byens fritids- og kulturbælte

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen fik opgaven at klippe den røde snor i forbindelse med indvielsen af de nye undervisningslokaler og i sin tale understregede hun betydningen af skolens rolle over for lokalsamfundet og for fællesskab generelt:

”Jeg vil gerne rose skolen her, ikke bare for at være en vigtig kraft i tiden for de unge, der er elever her, men også en kraft i lokalsamfundet, hvor I samler rigtig mange andre aktører og vigtige aktiviteter her i byen. Sådan at dét, højskolen har af særkende, også kommer ud”, siger kulturministeren.

 

Yogaøvelser og spinningsessions under samme nye tag

Med det nye motions- og aktivitetshus sættes der helt nye standarder for de fysiske rammer på idrætshøjskoler. Signatura Architects har været med i processen fra start, og for indehaver i Signatura Mads Klæstrup Borup er markeringen vigtig – ikke kun for Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, men for idrætshøjskoler generelt:

”Det er lykkedes at skabe en bygning, som kan favne mange former for udfoldelse på samme tid – hvad enten det er koncentrationskrævende yogaøvelser eller fysisk krævende spinningsessioner med fuld musik.

 

Nordjyllands Idrætshøjskole har fået nogle unikke faciliteter, som helt sikkert vil give et boost til den samlede højskoleoplevelse – et hus hvor både elever og lærere kan færdes og mødes på kryds og tværs ifm. forskellige typer af træning og lade sig inspirere af hinanden. Vi er stolte over, at have været en vigtig del af denne proces”, fortæller Mads.