Spring til indhold

Natur og arkitektur forenes på Vestkysten

-

5. maj 2022

Natur og arkitektur forenes i en stille ro på Vestkysten

Nattens regndråber giver cedertræet på husets facade en smuk rødlig glød og får huset til at lyse op. Selvom der er andre huse i nærheden og andre besøgende i de omkringliggende sommerhuse denne weekend, så er her en særlig ro. Det var også denne ro, som ejerne af sommerhuset Jørn og hans kone Susanne faldt for, da de for et par år siden besluttede sig for, at det var lige her, at deres drømmesommerhus skulle stå. 

For en del år tilbage, før de mange sommerhuse i området spirede hastigt op af jorden, blev Jørn selv kørt rundt i barnevognen af sine forældre. Jørn kender derfor også områdets kringelkroge og gode udsigtsspots. Da han og Susanne en dag så, at sommerhusgrunden var til salg, var sagen derfor klar. De ville lave deres eget projekt.

”Vi kiggede først kun på typehuse. Vi havde slet ikke tænkt på et arkitekttegnet hus. Der var et hus heroppe, der var arkitekttegnet, og det var Signatura, der tidligere havde tegnet det. Vi kontaktede Signatura, deres arkitekt kom hjem til os, og vi havde en god dialog om vores ønsker og tanker. Der blev kigget på lys- og vindforhold og Signatura præsenterede en skitse, som vi valgte at arbejde videre med”, forklarer Jørn.

Signatura håndterede dialogen med kommunen om dispensationer, før byggeriet endeligt gik i gang, samt hele godkendelses- og afslutningsfasen. Materialeleveringen blev en smule forsinket bl.a. grundet corona, men alt i alt forløb projektet planmæssigt og processen blev ”kørt flot igennem” af Signatura, fortæller Jørn:

”Signatura sørgede for, at der var referater fra byggemøderne, tjekkede fakturaer fra håndværkerne, inden de blev sendt til mig, og fulgte op på tidsplanen. Var der noget, vi var det mindste i tvivl om, så ringede vi til Signatura og så tog de det med håndværkerne – det var også dem, der stod for udbudsrunden. Signatura var fænomenal til at styre processen”.

 

”Tag for Guds skyld en arkitekt med”

Set i bakspejlet ville Jørn ikke have været arkitektdelen foruden:

”Generelt troede vi, det ville være meget dyrere at tage en arkitekt med i projektet. Jeg tænkte i starten, at så ville vi få en god tegning, men vi tænkte ikke på alt det andet. Vi siger det til alle vi kender – tag for Guds skyld en arkitekt med. I får en fed kreativ tilgang designmæssigt til huset, I får tænkt lys, luft og beliggenhed, I får tænkt materialer ind – I får styret hele projektet, og det giver en enorm tryghed. Vi var fuldstændig trygge i forløbet, slutter Jørn”.

Signatura Architects har ydet arkitekt- og bygherrerådgivning i projektet, der blev afsluttet i december 2021.

Læs også mere om projektet her.